|
»Jeg ser kunsten som komprimerede eller forstørrede følelser, som fragmenter af en fortælling, et råb eller en hvisken om noget der fylder eller mangler og dermed fylder. Kunsten er i sin kerne et ursprog. Det taler alle tunger, til alle aldre, det taler uforståeligt og forståeligt, dystert eller muntert, stærkt eller blidt, humoristisk eller sønderlemmende. Det taler og taler og noget forstår man med hovedet, andet med huden, det tredje med hjertet og måske er der noget man slet ikke skal forstå men blot fornemme og gemme i et indre spisekammer, som en slags forråd, der pludselig kan dukke op når tiden er moden. Noget kunst er for mig skønt i det uskønne udtryk, andet er uskønt i det skønne. Og så er der det eventyrlige, som gerne må være en åbenbaring, stort og hæmningsløst og som sætter sig fast i baghovedet som et aftryk og en lysende forklaring, der frigiver energi. Når kunsten er noget værd for mig, så er det når den kan trylle en ørken om til liv. Når den kan gøre den uvidende vidende, når det usynlige bliver synligt, når den kan forklare det uforklarlige. Når den kan få det fastgroede til at flyde – og det flydende til at tage form. Når den kan berøre det urørlige. Når den kan få verden til at gro. Men også den kunst som har sat sig dér, hvor den store undren sidder, som bliver ved med at ligne sort kaos – og som bliver ved med at tirre én med al sin uforståelighed har en berigelse i sig, som hver gang får mig til at tænke på, at det uforklarlige er et livs grundvilkår, og at vi alle bliver nødt til at bære rundt på både vores eget og andres kaos. Jeg forsøger tit at definere, hvad kunst er. Men det er ganske svært, fordi jeg hele tiden oplever at kunsten ikke rigtigt vil lade sig definere, indkredse, forklare. At den er en slags Rasmus-modsat. Når jeg for eksempel siger at kunsten er noget, der er i bevægelse, ja, så er der straks noget i mig, der siger at kunsten også er det helt modsatte, det fastfrosne, det stille eller måske blot et øjebliks udtryk. For mig definerer kunsten sig ved hele tiden at søge sin modsætning. Og på den led bliver den så attraktiv, så levende, så udfordrende. Sammenfattende kan jeg sige, at kunst for mig er dét der bevæger mig, berører mig – og ultimativt endda forandrer mig.« |